Log på



Hjem

PostHeaderIcon Seneste nyheder

PostHeaderIcon Velkommen til forsiden

PostHeaderIcon Sådan lærer du at køre på ethjulet cykel

Køb en ethjulet cykel på www.qu-ax.dk

Lær at køre på Ethjulet cykel.

Kunsten at balancerer på kun et hjul er ikke så svær som det ser ud. Der er god grund til at motivere børn til at lære det, for en god motorik forbedre både koncentrations- og indlæringsevnen.

En trend vokser:
Det at køre på ethjulet cykel, eller "unicykel", er en interesse der vinder frem rigtig mange steder. De bruges i SFO'er, junior- og fritidsklubber over alt i landet og mange vælger også at købe deres egen. Tit er det børnene selv der kæmper med at lære at kontrollerer cyklen. Her er der nogle fif der kan gøre det lettere, både for børnene og for dem der skal hjælpe dem.

Forbedret motorik:
Man har længe vidst at en forbedret motorik styrker indlæringsevnen. Unicykling er ren balance og motorik, så det er meget værdifuldt for børn at lære at køre på ethjulet cykel. Det er nok denne erkendelse der har gjort at unicykling er på skoleskemaet i mange skoler i Japan.

Sådan gør man:
Når man skal lære at køre på ethjulet cykel, eller unicykel er der flere ting der gør det lettere for dig selv:

Cyklens højde
Det er vigtigt at sadlen indstilles korrekt. Det gør, at cyklen bliver meget lettere at bruge. Der er flere ideer til, hvordan man finder den rette højde: En 20" cykel skal ca. være i navlehøjde; eller også skal man lige nøjagtigt kunne køre med hælen. Generelt kan man sige, at man skal have næsten strakte ben, når pedalen er nede.

Det er lettere at køre med lidt fart på end helt langsomt
Man skal have fart på. Lige som på en tohjulet cykel er det meget svært at holde balancen ved langsom kørsel, men let ved hurtigere kørsel. Sæt derfor lidt fart på og kør i et jævnt tempo.

Placering af fødder på pedalerne
Der er forsket meget i den bedste måde hvorpå professionelle cykelryttere træder i pedalerne. Det er ikke uden grund, at de vælger at bruge tæerne. Mange trick bliver også lettere, hvis man kører med tæerne på en unicykel.

Vægten i sadlen
Det er vigtigt, at man sidder med vægten i sadlen, når man kører. Til at starte med har man har ofte tendens til at stå op i pedalerne, men så bliver man meget træt i benene, og falder lettere.

Se lige frem - ikke ned i jorden
Det giver langt bedre balance at se fremad.

Undgå at læne dig frem.
Man skal sidde rankt på cyklen og ikke læne sig forover i hofterne. Det giver en helt forkert balance. Man går jo heller ikke foroverbøjet.

Gerne støttes - ikke bæres
Hvis man skal have en hånd til start, er det vigtigt at hjælperen kun støtter og ikke bærer cyklisten. Hjælperen må ikke holde fast i sadlen, for så har cyklisten ingen balance selv. Den bedste metode er at hjælperen holder armen spændt i hoftehøjde, så cyklisten selv kan støtte på den. Man kan også bruge en ribbe eller en væg at støtte sig til, her er det også bedst at støtte i højden mellem skulder og hofte. Når cyklisten har fået lidt fornemmelse for at køre, er en nøglesnor god til at få lidt fornemmelse af frihed. Til at starte med holder cyklisten og støtten fast lige ved siden af hinanden. Efter lidt tid kan man øge afstanden mellem hænderne, så der kommer lidt slip når cyklisten skal genvinde balancen.

Stramme sko
Cyklen styres primært gennem pedalerne, og hvis man har løse sko på, nedsætter det kontrollen. Der er flere trick hvor det er direkte farligt at have løse sko, f.eks. hvis man skal lære at gå på hjulet.

Snørebånd i sko
Det er en god ide ikke at cykle med lange snørebånd. Enten kort dem ned eller stik dem ned i skoen. Hvis snørebåndet vikler sig om pedalen giver det et grimt styrt, for man sidder fast på cyklen i det man falder.

Luft i dækket
Når man skal lære at cykle kan det være en fordel ikke at have alt for meget luft i dækket.

Længde på sadelpinden:
Der er en god chance for at der skal saves af sadelpinden, for at sadlen kan komme langt nok ned til børn. Man kan save så meget af som man vil, bare der stadig er 6 cm. rør nede i cyklen.

Opstigning:
Almindelig opstigning kan gøres på to måder, enten træder man tilbage i det man stiger op og sætter foden på den anden pedal når den komme op. Den anden måde at gøre det på er ved at holde første pedal stille og så hoppe ind over cyklen, så man kører med det samme. Det svære i denne er at have motorik nok til at kunne holde pedalen stille i det man hopper ind over cyklen. Metode to er ikke velegnet til helt små børn.

Næste skridt
Når man har lært at stige op og køre kan næste skridt være at køre baglæns, køre med en fod eller at hoppe op og ned ad trapper.

En sport i udvikling:
Unicykling er en sport hvor der sker meget. I 2000 var der 5 klubber i Danmark. Nu i 2007 er der 23 klubber. Du kan se en oversigt over klubberne på www.unicykel.com. Nogle af årsagerne til denne vækst er at sporten er kommet med under DGI og at det er blomstret meget op i SFO'er, juniorklubber og i fritidsklubber over alt i landet.
Der er også rigtig god grund til at starte en klub, for når man er flere der cykler sammen sker indlæringen langt hurtigere og man finder ud af at meget mere er muligt end bare at køre lige ud. Man kan hos DGI Nordsjælland få hjælp til at starte en klub.
I 2008 skal der være verdensmesterskab i København og her mødes der mere en 1000 cyklister og dyster i 10 dage.

Valg af cykel:
Der er mange forskellige modeller af unicykler på markedet, nogle af de bedste er Nimbus, Koxx-One og Kris Holm. Som begynder er der dog ikke grund til at bruge mere end kr. 800.- som barn eller 1000.- til en voksen cykel. Det vigtigste at være opmærksom på er, at der ikke er metalbøjler på sadlen, for disse er direkte farlige, og at stellet ikke er rundt men firkantet, for det gør det lettere at lave trick når man er blevet lidt dygtigere. (Et firkantet stel, betyder at gaflen ikke har runde hjørner, men er kantet, som alle cykler på disse billeder.)

Hvis du vil have mere information:
Der er flere gode stedet på nettet at finde mere information:
www.unicykel.com
-Oversigt over klubber
-Kalender over løb og arrangementer
-Billeder fra mange arrangementer
-Forum til at stille spørgsmål om trick
www.unicykling.dk
-sportens side under DGI
-Ideer til leget og træningsmetoder
www.QU-AX.dk
Butik med alt fra QU-AX.

© Lars Lottrup - QU-AX.dk